MORSKAB.

Marie har lige skrevet om det. Om at elske at være mor. Det er et dejligt indlæg, som I klart burde læse!

Jeg kan lige så godt melde klart ud. Jeg elsker ikke at være mor. Ikke ubetinget.  

Jeg elsker at være Alfreds mor, og jeg elsker ham højere end noget andet i hele verden. Men i min verden, der skal der mere til end det at være mor, for at hele begrebet ‘mig’ går op i en højere enhed.

Lad mig først lige berette lidt…

Alfred var jo ikke planlagt. Og med hans ankomst, trods vi havde forsøgt at vænne os til hele tanken om ham, der blev hele vores tilværelse vendt op og ned. Fra side til side. Ryste, ryste.

Vi havde ikke, og har stadig ikke økonomien til at have et barn. Vi kæmper en brav kamp for at få alt til at hænge sammen. Vi flyttede fra Aarhus til København da jeg var højgravid, da min kæreste skulle i praktik. Så vores base var også pludselig der og vi flyttede to uger før min termin.

Da jeg blev gravid, og faktisk også længe før det, var jeg stadig i tvivl om hvorvidt jeg arbejdede i den rigtige branche – jeg hadede branchen, men var så heldig at finde et godt job – så jeg så mig selv være der, og jeg stillede mig egentlig også tilfreds med det. 

Under min graviditet fik jeg bækkenløsning i 6. måned. Så jeg lå bare derhjemme i 3 måneder, var fed og træt – mens jeg så dårligt fjernsyn og fik langt fra stillet mit sociale behov.

Da Alfred kom til verden var vi igen i København – i en ny lejlighed. Og min kæreste startede i praktik 3 uger efter.

Vi var langt væk, og er det stadig, fra både bedsteforældre og nære venner.

Jeg synes det har været smadder-hårdt at få Alfred. Og han har fandme været et nemt og tilfreds barn. Det har været mig, der har haft de største udfordringer.

Det at blive mor var ikke en ting, jeg manglede i mit liv. Vi satte os aldrig ned og aftalte, at NU skulle det være.

Og jeg ved at det ikke populært at sige. Først og fremmest fordi at der sidder rigtig mange ufrivilligt barnløse derude, og dernæst fordi, at der sidder andre derude, som måske har svært ved at forstå mine følelser. Men det er fandme også svært at blive ufrivilligt gravid. Og det var ikke fordi vi var uforsigtige. Slet ikke.

Jeg misunder de par som har truffet valget i fællesskab. Vi traf vores under pres. Og vi ville ikke det samme.

På nuværende tidspunkt er vi begge to lykkelige for udfaldet. Alfred er det skønneste barn – og han er et produkt at vores kærlighed til hinanden. Det er trods alt det vi alligevel deler med de fleste forældre. Uanset vejen dertil. Men jeg ved bare, at grunden til, at jeg ikke er den lykkelige mor – det er fordi jeg gerne ville rigtige meget andet inden.

Jeg ville gerne have den skide uddannelse. Ikke den jeg har, men en anden.

Jeg ville gerne have rejst, elsket og drukket hundredevis af flasker vin med min kæreste.

Han ville også gerne have afsluttet sin uddannelse, og også rejst lidt i den forbindelse.

Tilsammen har vi mange drømme – og vores største udfordring bliver at indfri disse, blot med Alfred ved vores side. Jeg tror godt at vi kan. Men hold nu KÆFT – det ville have været en del nemmere inden hans ankomst.

Billede

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s